Tænk som tyven – og minimer chancen for indbrud

En tyv vil, som alle andre, helst arbejde under de mest optimale betingelser. Det er ikke alle tyve der er dumme, og de fleste vil i en eller anden grad opveje risikoen for at blive opdaget mod det forventede udbytte fra indbruddet. Denne tankegang kendes også fra finansverdenen, hvor den går under betegnelsen risk/reward. En tyv vil derfor med al sandsynlighed hellere stjæle for et lavere beløb uden chance for at blive opdaget, end for et større beløb med stor chance for at blive opdaget.

Tag forholdsregler

Man bør tage nogle forholdsregler, der kan minimere chancerne for at det er en selv det går ud over.

Sørg for at døre og vinduer kan lukkes ordentligt, og at låsene er sikre. Husk at låse dit værktøj, stiger og haveredskaber inde, så du ikke giver tyven ekstra værktøj til at bryde dit hus op med. Den bedst mulige måde at forhindre indbrud på, er at sørge for at tyven slet ikke kan komme ind.

Jeg siger gerne, at hvis det er James Bond der vil ind i dit hus og stjæle dine værdier, kan du sikre dit hus nok så meget, uden at det vil have effekt. Med dette menes, at der efterhånden er mange professionelle tyvebander, som uanset hvad vil kunne komme ind i dit hus. Så derfor handler det også om at gøre dit hus så lidt attraktivt for tyven som muligt, for som tidligere nævnt, vil en tyv ofte opveje de risici der er forbundet med indbruddet, med det potentielle udbytte han kan få med.

Informer din nabo

Skal du ud og rejse, kan man med fordel informere sin nabo. Mennesker er det bedste middel til at holde ubudne gæster væk, så hvis dine naboer er opmærksomme samt får din hjem til at se beboet ud, mindsker du risikoen for at få uønsket besøg.

Videoovervågning eller tyverialarm?

Der er nogle klare fordele ved at benytte sig af sikringsudstyr. Videoovervågning, tyverialarm og nabohjælp har en høj præventiv effekt, og gør det derfor mindre attraktivt for indbrudstyven at vælge netop dit hus. Det menes at nabohjælp alene kan forebygge hvert fjerde indbrud.

En tyv vil, som tidligere nævnt, helst arbejde under optimale forhold med mindst mulig chance for at blive opdaget. Ved installation af videoovervågning og mærkning med skilte, gør man tyven opmærksom på, at han bliver filmet hvis han prøver at begå kriminalitet i dit hus. Dette alene har en afskrækkende effekt, og vil kunne få tyven til at genoverveje hans næste træk. Skulle han alligevel vælge at bryde ind, vil man ofte have dokumentation til politiet. Der har hidtil været forskellige resultater med brugen af overvågning som redskab til at efterforske og dokumentere indbrud. Desværre er kvaliteten på nogle systemer så ringe, at man ikke vil kunne genkende gerningsmanden, og i sidste ende ikke vil kunne bruge det i en retssag. Sørg derfor altid at søge information hos professionelle installatører, der kan rådgive i produkterne.

En tyverialarm er et forstyrrende element hos en indbrudstyv. Det første faktum er, at når en alarm går, vil der med al sandsynlighed dukke personer op der kan fange ham på fersk gerning. Dette stresser tyven, og i mange tilfælde vil han forlade huset inden han når at tage noget med. Dette kan være ved opkald til beboere, naboer eller en alarmcentral der sender en vagt. I sidstnævnte tilfælde skal man dog være opmærksom på at der ofte går lang tid fra alarmen går til vagten ankommer. En sirene stresser tyven ekstra meget, da alle i nærområdet kan høre at alarmen er gået i gang, og nysgerrige naboer vil ofte være de første på stedet. Langt de fleste alarmer kan sende sms eller foretage opkald hvis de går i gang, hvilket i kombination med videoovervågning ofte gør det muligt for beboeren at se om der er et indbrud i gang, ved at forbinde til sin videoovervågning via sin telefon eller computer. På denne måde kan man også med det samme alarmere politiet om et igangværende indbrud.

Gratis alternativer til videoovervågning og tyverialarm

Nabohjælp er resultatet af et samarbejde mellem Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, hvor man i sit nærområde samarbejder omkring sikringen. Det går i alt sin enkelthed ud på at man holder øje med hinandens huse når man er bortrejst, informerer om besynderlige begivenheder i nærområdet samt får ens naboers huse til at se beboede ud. Det er gratis og effektivt!

Du bør være ekstra opmærksom hvis:

  • Du bor i et område med meget larm – her kan tyvens arbejde ofte ikke høres af andre.
  • Du bor i et afsides beliggende område uden naboer tæt på.
  • Du bor tæt på flere flugtveje, såsom stier og mindre veje, hvor tyven har lave chancer for at blive opdaget.
  • Du bor tæt på offentlig transport, som giver tyvene mulighed for at slippe væk uden brug af eget køretøj.
  • Du bor luksuriøst, og gør ikke noget for at skjule det. Tyvene vil kunne se at der er meget at komme efter.
  • Du bor et sted med en have omkranset af hække, buske eller træer. Det giver tyven optimale arbejdsforhold.
  • Du bor et sted hvor der er begrænset belysning af eller omkring huset.